Når vi laver spejderaktiviteter, er der ligesom i mange andre situationer risiko for, at uheld og skader opstår.
Der er to ting, som I kan gøre for at føle jer trygge ved spejderaktiviteter. Først og fremmest skal I selvfølgelig have styr på sikkerheden, dernæst er det godt at kende til, hvordan I er forsikret.
Automatisk dækning
Det Danske Spejderkorps har tegnet følgende forsikringer hos Alm. Brand, som I automatisk er dækket af:
- Ansvarsforsikring
- Arbejdsskadeforsikring for frivillige
- Ulykkesforsikring
Ansvarsforsikring
Ansvarsforsikringen dækker det almindelige erstatningsansvar for skader, der sker ved korpsets virksomhed. Hvis vi forvolder skade på andre personer eller andres ting, og har vi optrådt uagtsomt, må vi betale erstatning.
Der kan f.eks. ske skade på publikum eller andre til et arrangement, og hvad enten det er Korpset, en division eller en gruppe under Korpset, der står som arrangør, dækker forsikringen ansvaret. Korpsets ansvarsforsikring dækker subsidiært. Hvis en spejder forvolder skade under deltagelse i enhedens arrangement, er hans/hendes personlige ansvar dækket. Men har spejderen selv eller forældrene tegnet en privat ansvarsforsikring, er det den, der skal dække.
Det sker at en spejder kommer til skade under en aktivitet eller lignende. Hvis lederen af aktiviteten har tilrettelagt aktiviteten på en uforsvarlig måde, eller hvis tilsynet med aktivitetens forløb ikke har været tilstrækkeligt, kan der måske være tale om, at lederen er erstatningspligtig. Også i den situation dækker korpsets ansvarsforsikring.
Det er IKKE en ulykkesforsikring (se senere)
Husk, at ansvarsforsikringen ikke er en ulykkesforsikring! Det betyder, at hvis et medlem kommer til skade under en aktivitet, som ikke har været uforsvarligt arrangeret af lederen, eller der i øvrigt ikke kan bebrejdes lederen noget, er der ikke erstatningspligt/ansvar (hændelige uheld). Spejderen må selv bære risikoen for sådanne hændelige skader - et brækket ben, tandskader mm., men han/hun eller forældrene kan selv tegne en privat ulykkesforsikring, f.eks. en familie-ulykkesforsikring.
En almindelig familieforsikring dækker familiens indbo, og den er samtidig en ansvarsforsikring, der dækker, hvis en voksen eller et barn i familien ved en uagtsomhed skader andre. Men familieforsikringen dækker altså ikke, som mange tror, hvis ens eget barn kommer ud for en alvorlig ulykke.
Ansvarsforsikringen dækker:
• Alle medlemmer af Det Danske Spejderkorps
• Børn som hjælper, madtanter og andre voksne hjælpere i DDS
• Udenlandske spejdere som deltager i DDS" arrangementer
• Børn og voksne som deltager i arrangementer arrangeret af DDS
Forsikringen dækker i Danmark inkl. Grønland og Færøerne, samt under midlertidigt ophold i udlandet, dog max. 12 måneder.
Vil du vide mere, kan du læse den fulde tekst på DDS hjemmeside Ansvarsforsikring
Arbejdsskadeforsikring for frivillige
Alle ansatte i DDS samt medlemmer og andre frivillige medhjælpere er dækket af arbejdsskadeforsikring, når der er tale om en skade, som falder ind under arbejdsskadeforsikringsloven. Forsikringen dækker i Danmark samt under midlertidigt ophold i udlandet. Gruppen/divisionen behøver således ikke selv at tegne denne forsikring.
Undtaget fra forsikringsdækningen er medlemmer (spejdere og ledere), med mindre de påtager sig et arbejde, som går ud over, hvad der kan betragtes som et led i spejdernes almindelige foreningsarbejde. Forældre, søskende og andre, som deltager som tanter på weekendlejre mv., er som hovedregel heller ikke omfattet af forsikringen, fordi deres arbejde anses for så nært tilknyttet foreningsarbejdet, at de forsikringsmæssigt ligestilles med medlemmerne.
Vil du vide mere, kan du læse den fulde tekst på DDS hjemmeside Arbejdsskadeforsikring for frivillige
Ulykkesforsikring
Det Danske Spejderkorps har tegnet en ulykkesforsikring hos Alm. Brand, der dækker samtlige medlemmer af Det Danske Spejderkorps - både børn og voksne.
Mange har ikke selv tegnet en ulykkesforsikring. Med den fælles ulykkesforsikring har korpset sørget for at alle medlemmer er forsikret, hvis de skulle være så uheldige at komme ud for en ulykke med personskade til følge, mens de udfører spejderaktiviteter.
Bemærk at der er tale om en fritidsulykkesforsikring, som alene dækker i forbindelse med spejderaktiviteter. Den dækker altså ikke på job eller i skole eller i fritiden, når man foretager sig andre ting end dem, der er relateret til medlemskabet hos DDS.
Dækning
Forsikringen dækker personskader, der er forårsaget af ulykkestilfælde, når disse sker under spejderaktiviteter, som er arrangeret og under opsyn af DDS eller gruppen. Det kan fx være:
- spejdermøder
- arrangementer
- udflugter
- rejser
Tandskade og farlig sport er meddækket, dog undtaget alle former for motorsport på lukkede baner.
Forsikringen dækker i Norden, Grønland og EU samt i resten af verden ved ophold på op til 12 måneders varighed.
Vil du vide mere, kan du læse den fulde tekst på DDS hjemmeside ulykkesforsikring.